Vi søger ny formand/kvinde og subformand/kvinde til frivilligbaren

Til Vesterland 2024 søger vi den nye formand/kvinde og subformand/kvinde til én af vores barer, der serverer iskolde, økologiske fadøl, Nohrlund drinks, vand, sodavand og shots.



Som formand/kvinde og subformand/kvinde har du ansvaret for rekruttering af holdets frivillige (festivalens frivillighedschef hjælper dig), kommunikation med dine frivillige, vagtplanen, oplæring af dine frivillige og afvikling af din bar under festivalen samt lukke baren ned natten til lørdag og søndag.



Under afviklingen af Vesterland 2024 skal der altid være mindst én af formand/kvinde eller subformand/kvinde til stede i baren, så vi sikrer, at alt kører som det skal, og så de frivillige ved, hvem de skal gå til, hvis der opstår spørgsmål eller udfordringer.



Som formand/kvinde og subformand/kvinde er det vigtigt at kunne gå forrest i forhold til motivation, god stil, god tone, god kommunikation, loyalitet overfor festivalen, hjælpsomhed og fællesskab overfor dine frivillige og festivalens gæster.



Vesterlands ønsker, at alle hold får opbygget et særligt fællesskabet, hvor det er trygt og rart - det skal du som formand/kvinde og subformand/kvinde gå forrest for at skabe på dit hold.



Du overtager en bar, der har kørt i flere festivalen, og derfor har du allerede en flok af gode frivillige, der kender til det at stå i baren. De sidste frivillige rekrutterer den nye formand/kvinde og subformand/kvinde i fællesskab med frivillighedschefen i Vesterland, så I kommer godt fra start.



I Vesterland afholder vi seminar for alle dem, der har ansvaret for et hold til festivalen. Her har vi en dag med faglige indslag og en festlig aften, så vi lærer hinanden at kende bedre på kryds og tværs af festivalen. Seminaret ligger altid en lørdag i april, maj eller juni.





ÅRET RUNDT:

Som formand/kvinde og subformand/kvinde skal du forvente, at du skal bruge mellem 50 og 80 timer på din bar fordelt over hovedsagligt april - september. 


April - juni:

Rekruttering af frivillige, kommunikation med frivillige samt deltage i seminar på Fanø.


Juni - juli:

Kommunikation med dine frivillige.

Lave vagtplan for dit hold under festivalen.


August:

Deltage i barmøde og videreformidle relevant information til dit hold.

Kommunikation med dine frivillige.



September:

Torsdagen inden festivalen (5. september kl. 17.00 - 21.00) kommer I og gør jeres bar klar til festivalen samt deltager i fællesspisning.



6. - 7. september (og natten til den 8.):

Afvikler din bar fredag og lørdag samt lukker den ned natten til søndag.



September - oktober:

Evaluering (besvar et skema og eventuelt deltage i et fysisk evalueringsmøde).



Foråret 2025:

Frivilligfest på Fanø for alle 2024-frivillige.



PRAKTISK OM AT VÆRE FRIVLLIG FORMAND/KVINDE:

Alle frivillige skal være medlem af Foreningen Fanø Vesterland Festival. Det koster 100 kroner i kontingent om året.



Som tak for jeres indsats som formand/kvinde & subformand/kvinde får I:

– Et frivillig-partoutarmbånd til Fanø Vesterland 2024 (værdi 1295 kroner - udsolgt)

- Dit særlige frivillig-armbånd giver dig adgang til vores hyggelige frivilligområde på festivalen. Her er der telt og gårdhave med siddepladser, og der er frivilligbaren, hvor du kan købe øl, vin, drinks og vand til billige priser (kun til dig selv).

- Et Vesterland-kort med 500 kroner på, du kan købe mad, drikke eller merch for under festivalen.

– En frivillig t-shirt: H2O x Fanø Vesterland.

– Invitation til frivilligfestivalen – festen holder vi på Fanø i 2025.

– Invitation til generalforsamlingen i 2025.

- Invitation til seminar i 2024 - en faglig og festlig dag sammen med andre holds formænd/kvinder og subformænd/kvinder.

- Mulighed for gratis overnatning til Vesterland 2024 i sovesal med andre formænd/kvinder og subformænd/kvinder.



ANSØGNING:

Er du interesseret i at vide mere, så skriv til frivillighedschef Stine Lindharth på stine@fanovesterland.dk eller ring på 27575496 (telefontid i hverdage mandag - fredag kl. 9.00 - 17.00).



Du kan både ansøge ved at udfylde skemaet i Vesterlandjob herunder eller du kan sende din ansøgning til frivillighedschefen Stine på stine@fanovesterland.dk. I din ansøgning skal du blot fortælle kort om dig selv samt, hvorfor denne rolle er interessant for dig.



Send din ansøgning hurtigst muligt, da vi besætter posten, så snart vi har fundet kendidaten/kandidaterne.
Område Bar
Periode: Fanø Vesterland
Krav Over 18 år